Tilsyn med dagtilbud

Kommuner skal føre tilsyn med alle dagtilbud.

Kommunen skal føre tilsyn med alle dagtilbud i kommunen:

  • daginstitutioner
  • enheder i daginstitutioner
  • kommunal og privat dagpleje
  • obligatoriske læringstilbud
  • puljeordninger med tilskud

Tilsynet skal sikre, at dagtilbuddene lever op til kravene i lovgivningen og til det serviceniveau, som kommunen har fastsat.

Det skal kommunen føre tilsyn med

Kommunen har ansvar for, at dagtilbuddene overholder dagtilbudsloven og den øvrige lovgivning, der gælder for området.

Kommunen har også ansvar for at sikre trygge rammer og kvalitet i de pædagogiske læringsmiljøer. Tilsynet med det pædagogiske indhold skal tage udgangspunkt i det pædagogiske grundlag i den pædagogiske læreplan.

Kommunen skal føre tilsyn med både det pædagogiske indhold og den måde, opgaverne udføres på. Det omfatter blandt andet tilsyn med:

  • de pædagogiske læringsmiljøer
  • økonomiske forhold
  • sikkerhed på legepladser
  • brandforhold
  • hygiejne
  • sundhed

Kommunen har ansvar for at kende forholdene i det enkelte dagtilbud og for løbende at vurdere, om dagtilbuddet lever op til lovgivningen og kommunens krav.

Øvrige forhold

Under tilsyn bør kommunen også være opmærksom på en række forhold, der reguleres af anden lovgivning end dagtilbudsloven, fx

  • sikkerhed og hygiejne
  • forsikring og personalets tilsynspligt med børnene
  • sikker transport efter færdselsloven
  • godkendelse af legetøj og legetøjsstandard
  • gældende sikkerhedskrav for legepladser og udearealer

Kommunen skal som led i sit tilsyn være opmærksom på, at disse forhold kan være reguleret af anden lovgivning, som kommunen må inddrage i det omfang, det er relevant for kommunens tilsyn.

Organisering af tilsynet

Kommunen kan tilrettelægge tilsynet, så det passer til de lokale forhold og prioritere tilsynsressourcerne, hvor behovet er størst.

Tilsynet med det enkelte dagtilbud skal som minimum omfatte:

  • anmeldte og uanmeldte tilsyn
  • uvildighed i tilsynet
  • brug af relevant data
  • observationer under tilsynsbesøget
  • dialog med leder og medarbejdere

Kommunen har ansvar for at tilrettelægge tilsynet på en forsvarlig måde, så det understøtter dagtilbudslovens formål om at sikre pædagogisk kvalitet samt at dagtilbuddene efterlever lovgivningen.

Kommunen beslutter selv, hvor ofte der skal gennemføres anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg, og hvordan de to tilsynsformer anvendes. Det skal ske inden for lovens rammer og formål.

Et anmeldt tilsyn er et tilsynsbesøg, hvor den tilsynsførende og lederen af dagtilbuddet på forhånd har aftalt datoen for besøget.

Et uanmeldt tilsyn er et tilsynsbesøg, der ikke varsles på forhånd. Daginstitution, enhed i daginstitutionen, dagplejer eller puljeordning kender derfor ikke tidspunktet for besøget og har ikke mulighed for at forberede sig. Et uanmeldt tilsyn har derfor ofte større fokus på kontrol end anmeldte besøg.

Formålet med både anmeldte og uanmeldte tilsyn er at vurdere kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer og understøtte videndeling mellem kommunen og dagtilbuddet.

Begge tilsynsformer kan have fokus på både udvikling af dagtilbuddets kvalitet og kontrol med, at dagtilbuddet efterlever lovgivningen og har den nødvendige pædagogiske kvalitet.

Kommunen skal sikre uvildighed i tilsynet.

Det betyder, at den tilsynsførende så vidt muligt skal være upartisk og forholde sig neutralt til det dagtilbud, der føres tilsyn med.

Kommunen kan fx sikre uvildigheden ved at gennemføre tilsynet efter en systematisk metode. Det kan understøtte en ensartet vurdering af kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer.

Kommunen kan også tilrettelægge tilsynet, så forskellige personer fører tilsyn med det samme dagtilbud og på skift har ansvar for den faglige sparring om kvalitetsudviklingen.

Kommunen skal anvende relevant data i tilsynet med det pædagogiske indhold.

Det kan fx være oplysninger om dagtilbuddets rammer, herunder normering, gruppestørrelse, fysiske rammer, sygefravær og personalesammensætning.

Den enkelte kommune beslutter blandt andet:

  • hvilke data der er relevant at inddrage
  • hvordan data skal indsamles og sammenfattes
  • hvordan de data, der indsamles ved tilsynsbesøg, skal indgå i opfølgningen på besøg mv.

Under tilsynsbesøget skal kommunen foretage observationer.

Kommunen beslutter selv omfanget af observationer og hvilke metoder og principper, der anvendes. Det skal ske inden for lovens rammer.

Den tilsynsførende bør anvende strukturerede metoder til systematisk at observere praksis i dagtilbuddet.

Observationerne kan fx fokusere på samspillet mellem det pædagogiske personale og børnene i leg, daglige rutiner og planlagte aktiviteter.

Observationerne kan gennemføres på tværs af dagtilbuddets stuer eller grupper.

Efter et tilsyn skal kommunen have en dialog med lederen af dagtilbuddet om vurderingen af kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø og eventuelle opfølgende tiltag.

Kommunen skal også orientere forældrebestyrelsen om vurderingen af kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø.

Dialogen skal understøtte videndeling mellem kommunen og dagtilbuddet og sikre, at lederen kender kommunens vurdering og har mulighed for at bidrage med sit perspektiv.

Dialogen skal samtidig skabe en fælles forståelse af, hvad vurderingen af den pædagogiske kvalitet betyder for det videre arbejde med at udvikle det pædagogiske læringsmiljø.

Efter dialog med lederen kan kommunen beslutte at iværksætte opfølgende tiltag for at udvikle den pædagogiske kvalitet.

Det kan fx være kontinuerligt og målrettet sparring om den faglige ledelse, målrettede sparrings- eller kompetenceudviklingsforløb for det pædagogiske personale eller inddragelse af eksterne ressourcepersoner, som kan understøtte den faglige udvikling i praksis.

Kommunen kan iværksætte tiltag, selvom der ikke er fuld enighed med lederen af dagtilbuddet.

Dialog med ledere i dagplejen

I dagplejen skal dialogen ske med udgangspunkt i kommunens organisering af dagplejen. Dagplejen kan fx være organiseret centralt med én dagplejeleder for hele kommunen eller i distrikter eller områder med hver sin leder.

Dialogen skal ske med den relevante leder og handle om kommunens vurdering af den pædagogiske kvalitet og eventuelle opfølgende tiltag for hele eller dele af dagplejen.

Kommunen skal offentliggøre tilsynsrapporter

Kommunen skal minimum hvert andet år offentliggøre

  • en tilsynsrapport for hver enkelt daginstitution, herunder privatinstitutioner og institutionslignende puljeordninger
  • en tilsynsrapport for hver enkelt enhed for daginstitutioner med flere enheder
  • en samlet tilsynsrapport for dagplejen og dagplejelignende puljeordninger.

Tilsynsrapporten skal indeholde relevante oplysninger fra tilsynsbesøgene om vurderingen af kvaliteten af dagtilbuddets pædagogiske læringsmiljøer fra tilsynsbesøgene samt eventuelle konkrete anvisninger og udviklingsmål.

Den skal også indeholde oplysninger om dagtilbuddets strukturelle forhold, fx normering og organisering samt kommunens samlede vurdering af den pædagogiske kvalitet.

Kommunen beslutter selv, hvilke oplysninger der skal indgå i tilsynsrapporten. Rapporten må dog ikke indeholde personhenførbare oplysninger.

Kommunen beslutter også, hvordan tilsynsrapporten udformes, så den både bidrager til åbenhed om kvaliteten og kan anvendes i den løbende kvalitetsudvikling af dagtilbuddene. Det skal ske inden for lovens rammer.

Tilsynsrapporten skal offentliggøres på det enkelte dagtilbuds hjemmeside. Har dagtilbuddet ikke en hjemmeside, skal rapporten hænges op et sted, hvor den er let tilgængelig i dagtilbuddet.

Hvis kommunen ikke har gennemført anmeldte eller uanmeldte tilsyn med alle dagtilbud inden for en toårig periode og derfor ikke har fået tilstrækkeligt grundlag fra tilsynsbesøgene til at vurdere den pædagogiske kvalitet, skal kommunen basere vurderingen på et andet relevant grundlag. Det skal fremgå af tilsynsrapporten.

Kommunens tilsyn i private dagtilbud mv.

Kommunens tilsyn med selvejende daginstitutioner og puljeordninger skal blandt andet tage udgangspunkt i driftsaftalen mellem kommunen og institutionen. Derfor skal det fremgå af aftalen, hvilke forhold kommunen fører tilsyn med.

Hvis det ikke klart fremgår af driftsaftalen, hvilke forhold tilsynet omfatter, vil tilsynet som minimum omfatte de samme forhold, som gælder for kommunale og udliciterede daginstitutioner samt privatinstitutioner, ligesom kommunen skal føre tilsyn med, at driftsaftalen bliver overholdt.

Kommunen skal også føre tilsyn med økonomien i selvejende daginstitutioner og puljeordninger.

Kommunens tilsyn med udliciterede daginstitutioner skal blandt andet tage udgangspunkt i driftsaftalen mellem kommunen og institutionen. Derfor skal det fremgå af aftalen, hvilke forhold kommunen fører tilsyn med.

Som led i tilsynet skal kommunen også sikre, at daginstitutionens formål er lovligt, og at de kommunale midler alene anvendes til lovlige formål.

Hvis det ikke klart fremgår af driftsaftalen, hvilke forhold, tilsynet omfatter, vil tilsynet som minimum omfatte de samme forhold, som gælder for kommunale og selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner, ligesom kommunen skal føre tilsyn med, at driftsaftalen bliver overholdt.

Den udliciterede daginstitution er selv ansvarlig for sin økonomi. Kommunen har derfor ikke ansvar for institutionens økonomi.

Kommunens tilsyn med privatinstitutioner skal sikre, at institutionerne fortsat lever op til de kriterier, de er godkendt efter.

Som led i tilsynet skal kommunen sikre, at privatinstitutionens formål er lovligt, og at kommunale midler alene anvendes til lovlige formål. Kommunen skal også have indsigt i blandt andet personalenormering, personalekvalifikationer, pædagogisk læreplan og sprogvurdering.

Kommunen skal ikke føre tilsyn med privatinstitutionens økonomi. Det er privatinstitutionen selv, der har ansvaret for økonomien. Kommunen skal dog føre tilsyn med, at kommunale midler anvendes til lovlige formål.

Hvis kommunen konstaterer, at en privatinstitution har anvendt kommunale midler til ulovlige formål, kan kommunen efter omstændighederne standse tilskuddet til privatinstitutionen.

Inden kommunen standser tilskuddet, bør den sikre, at de ulovlige forhold er tilstrækkeligt dokumenterede. Kommunen skal samtidig iagttage de forvaltningsretlige regler og principper.

Kommunen fører tilsyn med den private dagpleje på baggrund af driftsaftalen mellem kommunen og dagplejen.

Opfylder den private dagpleje ikke længere kravene i aftalen, må kommunen kræve, at forholdene ændres eller opsige driftsaftalen.

Kommunen skal løbende føre tilsyn med private pasningsordninger for at sikre trygge rammer og kvalitet i børnenes hverdag.

Kommunen skal reagere på lovbrud og bekymrende forhold

Kommunen skal reagere, hvis et dagtilbud ikke lever op til kravene i lovgivningen eller til de mål og rammer, kommunen har fastsat for dagtilbuddene.

Hvis kommunen får oplysninger om bekymrende forhold, har den som udgangspunkt pligt til at undersøge forholdene og tage initiativ til at rette op på dem, uanset hvem oplysningerne kommer fra.

Kommunen skal også reagere, hvis tilsynet viser bekymrende forhold, fx

  • bekymring for kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer
  • højt sygefravær
  • forældreklager
  • andre forhold, der giver anledning til bekymring.

Hvis der opstår konflikter om et barns forhold eller det pædagogiske arbejde i dagtilbuddet, skal kommunen medvirke til at finde en løsning i samarbejde med dagtilbuddet og forældrene.

Skærpet tilsyn

Hvis kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer eller andre forhold i dagtilbuddet giver anledning til bekymring, skal kommunen iværksætte et skærpet tilsyn.

Et skærpet tilsyn er et mere intensivt og målrettet tilsyn. Det kan fx indebære flere anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg med fokus på de forhold, der giver anledning til bekymring.

Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om forholdene giver anledning til bekymring og dermed grundlag for et skærpet tilsyn. Kommunen tilrettelægger det skærpede tilsyn inden for lovens rammer.

Forhold, der kan give anledning til skærpet tilsyn, kan fx være bekymring for

  • samspillet mellem pædagogisk personale og børn
  • forældresamarbejdet
  • udviklingen af børnenes sociale og sproglige kompetencer
  • arbejdet med at skabe gode overgange fra børnehave til skole
  • medarbejdertrivslen
  • højt sygefravær
  • stor udskiftning blandt børn.

Skærpet tilsyn med handleplan

Hvis kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer eller andre forhold giver anledning til alvorlig bekymring, skal kommunen iværksætte et skærpet tilsyn og udarbejde en handleplan.

Et skærpet tilsyn med handleplan skal iværksættes i umiddelbar forlængelse af, at de alvorligt bekymrende forhold er konstateret.

Handleplanen skal udarbejdes i dialog med lederen af dagtilbuddet. Den skal beskrive:

  • hvilke forhold der giver anledning til bekymring
  • hvordan kvaliteten skal styrkes
  • hvordan og hvornår der følges op
  • mål og frister for indsatsen
  • ansvarsfordelingen mellem kommunen og lederen af dagtilbuddet

Forældrebestyrelsen skal hurtigst muligt orienteres om handleplanen og have mulighed for at komme med bemærkninger.

I dagplejen skal handleplanen udarbejdes i dialog med den relevante leder ud fra kommunens organisering af dagplejen. Kravet om at orientere forældrebestyrelsen skal tilsvarende forstås i lyset af den enkelte kommunes organisering.

Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om forholdene giver anledning til alvorlig bekymring og dermed grundlag for et skærpet tilsyn med handleplan. Kommunen tilrettelægger og udformer handleplanen inden for lovens rammer.

Hvis ledelsen af dagtilbuddet ikke retter op på forholdene inden for en overskuelig fremtid, skal kommunen gribe ind. For selvejende daginstitutioner, udliciterede daginstitutioner og privatinstitutioner kan det fx ske ved at opsige eller ophæve driftsaftalen eller tilbagekalde institutionens godkendelse.

Hvis forholdene i en kommunal dagpleje vurderes at være uforsvarlige, skal kommunen sørge for, at forholdene bliver bragt i orden, eller at godkendelsen inddrages, og ansættelsesforholdet derved bringes til ophør.

Som følge af kommunens forsyningsforpligtelse og pasningsgarantien skal kommunen sikre, at børn, der har haft plads i en privatinstitution, tilbydes en plads i et andet dagtilbud.

Børn med behov for støtte

Som led i tilsynet skal kommunen sikre, at rammerne i dagtilbuddet giver børn den støtte, de har ret til efter dagtilbudsloven og anden relevant lovgivning.

Kommunen skal arbejde forebyggende og gribe hurtigt ind, hvis der opstår problemer, så de ikke udvikler sig.

Hvis kommunen bliver opmærksom på, at et dagtilbud ikke giver et barn den bevilgede eller nødvendige støtte, skal kommunen påpege det over for dagtilbuddet og den ansvarlige kommunalbestyrelse, så forholdene bliver bragt i orden.

Kommunen kan uddelegere tilsynsopgaven

Kommunen kan overlade selve udførelsen af tilsynet til en person eller en organisation, der ikke er en del af kommunen.

Hvis kommunen indgår en aftale om at udføre tilsynet, bør aftalen klart beskrive opgaven og de kriterier, der skal lægges vægt på ved tilsynet.

Kommunen har fortsat ansvaret for tilsynet, selv om opgaven er uddelegeret. Kommunen skal derfor løbende sikre, at tilsynet udføres i overensstemmelse med aftalen og gældende lovgivning, og følge op på de forhold, tilsynet giver anledning til.