Nu skal lejere og udlejere kunne sende vigtige meddelelser digitalt

04-09-2026

Et nyt lovforslag skal gøre det muligt for lejere og udlejere at sende opsigelser, betalingspåkrav og indsigelser gennem en sikker digital postleverandør.

I dag skal visse opsigelser fra udlejere, påkrav om manglende betaling af husleje og lejeres indsigelser mod opsigelser sendes med brev. Men det skal et nyt lovforslag, som sendes i høring i dag, lave om på. 

Fremover skal lejere og udlejere kunne aftale, at særligt bebyrdende meddelelser sendes gennem en sikker digital postløsning med adgang via MitID. Meddelelserne vil dermed ikke kunne sendes med almindelig e-mail, hvor der er risiko for, at de havner i et spamfilter eller bliver overset. 

Det er lejeren, der vælger den digitale postleverandør. Formålet er, at lejeren ikke skal tilmeldes flere forskellige løsninger, men kan nøjes med den løsning, som vedkommende allerede anvender.

Lovforslaget indeholder samtidig en begrænsning af, hvornår en udlejer må sende særligt bebyrdende meddelelser digitalt. En lejer skal fx ikke kunne modtage en opsigelse eller et betalingspåkrav i en weekend eller på en helligdag, hvor det kan være vanskeligt at komme i kontakt med udlejeren eller få juridisk rådgivning.

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger: 

Vi skal ikke holde fast i papir og brevpost bare, fordi det er sådan, vi altid har gjort. Derfor vil vi gøre det muligt for lejere og udlejere at aftale, at vigtige meddelelser fremover sendes digitalt. Men når det handler om opsigelser eller betalingspåkrav kan det have stor betydning for den enkelte. Derfor skal den slags meddelelser ikke kunne sendes i weekender eller på helligdage, hvor det kan være svært at få fat i sin udlejer eller søge juridisk rådgivning.

Forslaget ændrer ikke reglerne for personer, der er undtaget fra Digital Post.  Begge parter vil desuden fortsat kunne fravælge digital kommunikation i lejeforholdet med en måneds varsel.

Lovforslaget er i offentlig høring indtil den 18. september 2026.

Fakta om lovforslaget

  • Digital fremsendelse af særligt bebyrdende meddelelser vil fremover kræve en aftale mellem lejer og udlejer.
  • Meddelelserne skal sendes gennem en sikker digital postløsning med adgang via MitID. Almindelig e-mail kan ikke benyttes.
  • Lejeren vælger den digitale postleverandør så lejeren ikke behøver være tilmeldt flere forskellige digitale postleverandører.
  • Udlejeren må ikke sende særligt bebyrdende meddelelser i weekender eller på helligdage.
  • Begge parter kan med en måneds varsel fravælge digital kommunikation.

 

Yderligere oplysninger

Børne-, Ældre- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 23 64 42 92 (modtager ikke sms).