Der er langt fra Danmark til Indien. Men der er også langt fra Skagen til Vejle. Og hvis ikke vi gør noget, risikerer vi om få år at mangle så mange medarbejdere i ældreplejen, at det svarer til det samlede antal kommunale SOSU-medarbejdere, der i dag arbejder i området fra netop Skagen til Vejle. Eller godt 24.000 personer.
Det er den perfekte storm, og der er i den grad brug for at tænke ud af boksen, hvis ikke de ældre i Danmark, der har brug for pleje og omsorg, skal svigtes på grund af mangel på arbejdskraft. Derfor har regeringen indgået aftaler med henholdsvis Indien og Filippinerne om uddannelse af SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere. Og lad mig rette et par misforståelser, som florerer i den offentlige debat. Aftalerne beror nemlig på to klare forudsætninger.
Den første er, at uddannelsen skal svare til de uddannelser, vi har i Danmark. De skal altså kunne det samme fagligt, som SOSU-medarbejdere, der har taget hele sin uddannelse i Danmark.
Den anden er, at de skal lære og kunne dansk. Inden de kommer til Danmark for at færdiggøre uddannelsen, skal de bestå en danskeksamen på lavere niveau, og inden de får deres eksamensbevis i Danmark, skal de igen bestå en danskeksamen, som svarer til dansk på gymnasialt niveau.
For selvfølgelig skal medarbejdere, som skal stå for pleje og omsorg af vores ældre borgere, kunne tale med dem og forstå dem. De behøver ikke at have set alle afsnit af Matador otte gange eller forstå forskellen mellem nordjysk og sønderjysk grønlangkål, men de skal kunne tale med de ældre og have en grundlæggende forståelse for det land, de kommer til, og den kultur, som er i Danmark.
Den seneste tid har der været skrevet meget om udenlandske medarbejdere i den danske ældrepleje og det danske sundhedsvæsen. Dansk Erhverv har offentliggjort en undersøgelse, som viser, at hver femte medarbejder i ældreplejen har udenlandsk pas.
Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan dansk. Mange af dem er anden- eller tredjegenerationsindvandrere, østeuropæere, som er kommet til Danmark for at arbejde, eller syriske eller ukrainske flygtninge, som har taget en uddannelse og fået arbejde, mens de har boet i Danmark.
Det skal vi glæde os over. Det er faktisk lykkedes at få rigtig mange af anden etnisk oprindelse ud på arbejdsmarkedet. Det har været efterlyst længe, og nu går det for alvor fremad. Det er godt. For vi har virkelig brug for flere medarbejdere.
Danmark har den højeste beskæftigelse nogensinde og en meget lav ledighed. Allerede i dag slås uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser om at tiltrække medarbejdere. Samtidig falder antallet af folk i den almindelige arbejdsdygtige alder, mens antallet af ældre over 80 år stiger. Faktisk kan vi se frem til, at der i 2040 vil være en halv million danskere, som har fejret fødselsdag med mindst 80 lys i lagkagen.
Derfor er behovet for international arbejdskraft en klar nødvendighed. Men det er også nødvendigt at se på, om vi kan få de unge, som hverken er i uddannelse eller arbejde i gang.
Vi skal også have flere ældre medarbejdere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Hver anden SOSU-medarbejder i Danmark er fyldt 50 år, og vi skal indrette vores arbejdspladser, så de ikke bliver nedslidte, og så de har lyst og mulighed for at blive lidt længere.
Vi har allerede løftet SOSU-medarbejdernes løn og gjort uddannelserne bedre, men der er behov for at se på, om vi kan gøre endnu mere.
For vi står på en brændende platform i den perfekte storm, hvor de markante investeringer på ældreområdet, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har prioriteret, ikke er en garanti for en ordentlig ældrepleje, hvis ikke vi har de medarbejdere, der skal til for at løfte opgaven.
Det er faktisk lykkedes at få rigtig mange af anden etnisk oprindelse ud på arbejdsmarkedet.