Robotterne kommer som hjælpende hænder

02-09-2025

Debatindlæg i Folkebladet Lemvig af ældreminister Mette Kierkgaard.

Over sommeren har der været debat om robotstøvsugere i ældreplejen. Nogle har rynket på næsen og spurgt, om vi nu skal overlade plejen til maskiner. Det korte svar er nej. Det lidt længere er: Vi skal bruge teknologien klogt, så vi får mere tid til det, der virkelig betyder noget.

Vi står i en virkelighed, hvor mange medarbejdere løber stærkt. Behovet for hjælp stiger, og det gør presset på vores ældrepleje også. Derfor skal vi bruge de muligheder, teknologien giver os. Ikke for at fjerne menneskeligheden – men for at give plads til mere af den.

En robotstøvsuger gør ikke nogen mindre ensom, men den kan gøre rent, mens en medarbejder bruger tiden på det, som er vigtigere. Det er det, det handler om: Mere tid til nærvær, mindre tid på opgaver, som teknologien kan løfte.

Der har været nogle misforståelser om økonomien. Ja, borgerne skal selv betale for deres robotstøvsuger – men det er ikke anderledes, end at de også selv har købt deres almindelige støvsuger, deres kaffemaskine og deres rengøringsmidler. Ting til hjemmet koster – det gjorde det også, da vaskemaskinen og elkedlen blev opfundet. Det her er ikke skjult brugerbetaling. Det er almindelig husholdning.

Flere kommuner har efterspurgt muligheden for at støtte økonomisk eller udlåne robotstøvsugere, hvis det giver mening i forhold til den enkelte borger. Det har vi gjort muligt med den nye ældrelov. Vi vil gerne gøre robotstøvsugere tilgængelige – også for dem med færrest midler.

Velfærdsteknologi handler altså ikke om kolde robotter. Det handler om dygtige medarbejdere med høj faglighed, der får lidt bedre tid. Det handler om, at medarbejdere ikke skal slide sig selv op med tunge løft og fysisk hårdt arbejde, men i stedet kan bruge deres kræfter på at være til stede med borgerne.

Selvfølgelig skal ny teknologi tænkes godt igennem. Den skal give mening i hverdagen og bruges rigtigt. Det er og bliver kommunens ansvar at sikre, at den ældre får den hjælp, der er brug for. Det betyder, at kommunen altid skal se på hver enkelt borgers behov for at vurdere, om en robotstøvsuger er den rette løsning. Hvis ikke, så skal der selvfølgelig støvsuges manuelt. For nogle kan det på grund af helbredsmæssige årsager være en dårlig løsning, og så er det ikke for dem. For andre kan det være en kæmpe fordel.

Mit mål er i hvert fald klart: Mere tid til omsorg. Mere tid til det nære. Og hvis en robotstøvsuger kan hjælpe med det, så lad den gøre det.